Energi uden inerti: Fire greb før energisystemet går i stå - igen!
18. maj. 2026
Danmark er ramt af manglende kapacitet i den del af elnettet, som Energinet råder over. Det er et problem, der af gode grunde påkalder sig megen fokus. Om lidt rammes Danmark af det næste problem: at der også kommer kapacitetsudfordringer i de lokale elnet. Den situation skal vi forebygge - og fleksibilitet skal være omdrejningspunktet. I dette policy brief fremsætter Center Denmarks bestyrelse 4 klare anbefalinger, som den nye regering kan bruge til at sætte skub i hurtig handling.
Europas elsystem sidder fast i fortiden, og det koster os dyrt! Energisektoren er på vej til en fastlåst situation, der kan medføre, at hverken klimamålene eller den grønne omstilling kan realiseres. Væksten i ny elproduktion fra vedvarende kilder er udfordret. Elnettet er ikke fulgt med udviklingen, og nye tilslutninger afvises indenfor både transport, erhverv og industri. Fjernvarmeselskaber må afbrænde biomasse eller naturgas, fordi der ikke er nok kapacitet i elnettet til at dække elektrificeringen.
Hvis ikke vi handler nu, risikerer Danmark at fastlåse et dyrere, mindre robust og mindre grønt energisystem i årtier frem. Der er behov for politisk handling, og derfor har Center Denmarks bestyrelse udsendt dette policy brief med 4 klare anbefalinger til den nye regering.
Om policy briefet indleder Center Denmarks direktør, Søren Skov Jakobsen:
Vi står midt i den måske største blokering for vækst og udvikling af arbejdspladser i Danmark. Og det er samtidig en blokering for den grønne omstilling og elektrificeringen. Det er begrænsningerne i det danske elnet, jeg taler om.
Center Denmarks bestyrelse har udarbejdet 4 klare anbefalinger til vores kommende regering. Anbefalingerne vil være et fundament for digitale løsninger, der kan aflaste elnettet på de rigtige tidspunkter. Det vil gøre, at vi kan udnytte det eksisterende elnet mere optimalt.
Problemet er ikke opstået hen over natten. Faktisk har branchen haft fokus på problemet i mange år og arbejdet kompetent og målrettet på at teste konkrete løsninger. Og vi har positive resultater, der viser, at vi kan aflaste nettet med fleksibilitet i vores forbrug og tænke i intelligent sektorkobling. Ikke mindst med fjernvarmesystemet.
Så til alle energiordførere - vi har ikke brug for at vente på resultater fra et nyt udvalg. Vi har brug for, at I skaber grundlag i reguleringen til et moderne grønt marked og understøtter vores forsyningsselskaber i at kunne bruge nye løsninger i stedet for udelukkende at forsøge at bygge os ud af problemet. Det er for langsomt og for dyrt for vores samfund. Her er 4 klare anbefalinger til vores kommende regering.
4 anbefalinger med fokus på fleksibilitet:
- Dynamiske tariffer skal afspejle elnettets tilstand på tværs af distribution og transmission.
- Energitarifferne skal direkte afspejle klimabelastningen.
- Fleksibel prissætning skal udbredes til fjernvarme.
- Prioriter data som kritisk infrastruktur til understøttelse af et moderne grønt energisystem.
Policy briefet er forfattet, underskrevet og afsendt af Center Denmarks bestyrelse.