Er atomkraft løsningen på Dunkelflaute?

20. maj. 2025

Af Søren Skov Jakobsen, direktør, Center Denmark
Spørgsmålet om atomkraft er igen blevet højaktuelt, og der er ingen tvivl om, at det er en spændende teknologi – men alle teknologier har sine fordele og ulemper. Spørgsmålet er, om det er atomkraft, der er svaret på vores udfordringer i Danmark?
Atomkraft er på dagsordenen, fordi politikerne har mistet sin teknologiske frelse for vores energisystem og den fluktuerende produktion fra vindmøller og solceller: Power-to-X. Teknologien blev solgt ind politisk på en præmis om, at den ville kunne være fleksibel - i stedet for at sætte en prop i produktionen af strøm fra vindmøller og solceller, når der er mere vind og sol end der er brug for, så kunne vi producere ren, grøn brint.
Men det står efterhånden klart for de fleste, at Power-to-X som økosystem aldrig bliver fleksibelt overfor el-systemet. Vi har brug for Power-to-X, jovist, men fleksibelt bliver det nok aldrig, og forretningsmodellen i Danmark er under massivt pres. Med den erkendelse har politikerne brug for en ny redningsteknologi at hænge deres hat på. Og atomkraft er nu udset til at være løsningen på Dunkelflaute – altså den omvendte situation, når der ikke er vind og sol nok i vores el-system.
Men hvor stort et problem er Dunkelflaute? Der findes ikke en endelig definition af fænomenet, men hvis man kigger på data, kan man få et indblik i, hvor ofte manglende vind og sol skaber knaphed i en grad, så elpriserne stikker af. Det har vi gjort, og for 2024 var det kun tilfældet i 3-5% af tiden. Det vil sige, at vi kan komme meget tæt på målet om 100% vedvarende energi ved blot at øge vores produktionskapacitet fra vindmøller og solceller.
At forfølge atomkraft i Danmark vil være at skyde gråspurve med kanoner, når det handler om at komme det sidste stykke i mål. Der findes andre og langt billigere og hurtigere alternativer uden de ulemper, som atomkraft fører med sig.
DSC00156 Copy Lille
Udforsk holdninger, kommentarer og nye indsigter fra Center Denmarks administrerende direktør, Søren Skov Jakobsen. 
Læs mere her